Öluffa från Pireus. Egina och Syros.

I år fløj min hustru Lisbet og jeg til Athen med SAS den 26.maj. Billetterne kostede i alt 3574 kr. og var bestilt i januar.

Med lufthavnsbussen X96 kørte vi til Pireus, købte billetter til Aegina og sad 10 minutter efter på en bilfærge til den lille ø, vi aldrig før har besøgt. Turen tog én time, og da vi havde læst på www.kalimera.se at der ikke står hotelværter på kajen, havde vi på nettet fundet den hyggelige lille pension Electra, der ligger tæt på havnen i en stille sidegade. Her fik vi et rart værelse i stueetagen med en lille balkon til 45 EUR. Byen er ikke stor, men frodig og hyggelig, og havnen er den travleste, vi har set på nogen ø.

Hele fem rederier konkurrerer om at bringe især grækere fra Athen til øen, og det er nok forklaringen på, at værterne ikke går på havnen, for så kunne de ikke lave andet hele dagen. Vi rejste til og fra Aegina med bilfærgen Apollo Hellas til 9.50 EUR for hver tur pr. person. Det er en dyrere og langt mere støjende oplevelse at tage flyvebådene, der er 15 minutter hurtigere.

Aegina hører til De argo-saroniske øer, er på 84 kvadratkilometer og har cirka 10.000 indbyggere. Hovedbyen har en lang og livlig havnepromenade, flere kønne kirker og et par ret gode strande. Vi foretrak den til højre, ved den gamle "hemmelige havn". Det er en god lille sandstrand, hvorfra man dels kan følge den livlige færgesejlads, dels se på et slags gør-det-selv værksted, hvor folk maler og istandsætter deres fiskerbåde. Tæt ved , på Kazantzaki avenue, ligger tavernaen Maistrali, der dels laver rigtig god græsk mad, dels har en vidunderlig udsigt til solnedgange over havet. Både maden og solnedgangene var så perfekte, at vi kom der hver aften. Vores aften-ouzo foretrak vi at drikke ude på yachtklubben i den store lystbådehavn i den anden ende af byen, hvor der var fin udsigt ind mod den mere støjende og trafikosende havnepromenade.

Blandt øens store seværdigheder er klosterkirken Agios Naktárious og den forladte by Paleochóra, samt Afaia-templet, der er meget velbevaret. Vi fik kun et glimt af sidstnævnte fra bussen mod badebyen Agia Marina, som ikke er noget særligt. Så næste år vil vi nok leje bil, så vi kan komme ud til disse spændende steder. Aegina er bestemt et gensyn værd, og når man har en måned til at øhoppe i, er det dejligt at kunne begynde her i stedet for at skulle rejse fra 6 morgen til omtrent midnat, før man kommer til f.eks. Paros.

Den 30. maj sejlede vi tilbage til Pireus og derfra med Blue Star Naxos til Syros. Det kostede 26 EUR for hver. Rederiet Blue Star har store og flotte færger, men har efterhånden udkonkurreret mange andre og er ved at blive kvalt i sin succes. På økonomiklassen er der meget trangt, og soldækket er overdækket med halvklart plastic, så der bliver brølende varmt. Derfor vil jeg anbefale, at man enten sejler med andre færger eller køber siddeplads i en salon med flysæder, det koster 4-5 EUR ekstra. Men på rejsen til Syros sad vi på det meget varme soldæk og faldt i snak med et irsk ægtepar, der var på vej til Paros. De vidste ikke, hvor de skulle bo, og Lisbet fremdrog straks sit tykke bundt adressekort og anbefalede Isabellas lejligheder i den charmerende by Naoussa. Den irske mand var virkelig beslutningsdygtig, han ringede straks til Isabella og bestilte en lejlighed i en uge. Vi traf dem der lidt senere på vores rejse, og de var enormt glade for at være kommet til Isabella. Sådan giver og modtager man ofte gode tips undervejs. Selv fandt vi for mange år siden vej til Isabella, fordi et tysk par sagde: "Hvis I skal til Paros, skal i bestemt bo hos Isabella i Naoussa". Det var vi så gjort lige siden.




Syros er Kykladernes administrative og handelsmæssige centrum, men ligner slet ikke de øvrige Kyklade-øer i byggestil. Syros hovedstad Ermopolis med 13.000 indbyggere er præget af italiensk, nyklassistisk byggestil, der er bla. en stor marmorplads foran det imponerende rådhus, der er masser af trappegader og byen går fra havnefronten op mod to høje, den ene med det romersk-katolske Ano Syros-kvarter med middelalder-kirker og -befæstningsværker på toppen, den anden Vrondádo med en stor græsk-katolsk domkirke på toppen. Det er en travl handelsby med skibsværft og ikke megen turisme. Byen har fået store EU-tilskud er er blevet sat i rigtig flot stand i forhold til for få år siden.

Vi bor hos den amerikanske Nancy Lefebvre i hendes store, højloftede kaptajnshus fra slutningen af 1800-tallet Ipatia Guest House. Der er udsigt over havneindløbet, og det ligger ikke langt fra den flotte rådhusplads, der altid er fyldt med børn og duer. Nancy købte huset for mange år siden, da der ikke var plads på noget hotel til hendes familie, og hun gør ikke meget for at reklamere, da hun synes, det er rarest med bare 2-4 gæster. Hendes e-mail er ipatiaguest@yahoo.com og prisen var 45 EUR i begyndelsen af juni.

Hun er en ældre, morsom kvinde, der elsker peanutbutter. Hun havde i år fået konfiskeret sin store krukke under et flyskifte, så hun blev meget glad, da vi havde et glas jordnøddesmør med til hende.

Vores yndlingsrestaurant i Hermopolis er Oinopneumata, der cirka betyder Drukmåsen, den ligger i en overdækket gågade nær rådhuspladsen.

Rundt om på øen er der en række mere eller mindre gode strande, som man kan komme til med en bus-ringlinie, men vi lejede bil en dag for at få set noget mere, bl.a. fiskerlejet Kini, hvor der er en dejlig strand, og hvortil der kun sjældent kører bus. På Syros holder butikkerne ofte en lang middagspause. Der er ikke så mange smykkebutikker på Syros som på de andre Kyklade-øer, til gengæld er der en rigtig spændende smykkedesigner Ioannis Raissis på Vizandiou street 11, nær Ipatia.

Lidt om græske piger
Lige neden for Ipatia er der en cementplatform, hvorfra man kan bade. Det gør mange unge grækere, og en dag oplevede vi der en køn teenager i en gul, velfyldt bikini som spillede platformtennis på sin egen måde.

Hun stod på et håndklæde, så den grove cement ikke generede hendes små fødder, og når hun slog bolden ud i vandet eller langt væk, var der straks nogle drenge, der hentede den, mens hun lo sin perlende latter. Sådan var reglerne bare! Det fik mig til at tænke på, at da vi begyndte at rejse på øerne i 70erne, var de græske piger næsten usynlige. Måske fik de lov at komme med far og mor på volta på havnen om søndagen, men ellers så blev de mest holdt hjemme, mens de unge mænd gjorde stormkur til turistpigerne, der blev fløjet ind hver uge. Nu er de græske piger i høj grad synlige, når de kommer på deres scootere eller kommer med kæresten eller mobilen i hånden. Det er dejligt at se, men bagsiden er, at skilsmissetallet også er steget kraftigt.

Resebrevet fortsätter »


Egina på Kalimera »
Syros på Kalimera »





HEM

SÖK

FORUM

E-GUIDER

BOKA HOTELL

BOKA BÅTBILJETT

BOKA HYRBIL

© 1997-2020 Janne Eklund/Kalimera